Windows 365 – skal, skal ikke...

Morten Christiansen, IT-arkitekt

Windows 365 er Microsofts bud på en pc i skyen. Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvad skal man bruge det til? I dette blogindlæg tager jeg et kig på Windows 365 og forsøger at beskrive de scenarier, hvor det giver god mening og scenarier, hvor det giver mindre mening.
hvad er windows 365?

Windows 365 er en Windows-computer, der er hostet i skyen og kan tilgås fra enhver enhed (pc, tynde klienter, tabletter, telefoner m.v.). Med Windows 365 får du en konfigurerbar Windows pc i skyen, som du kan installere dine applikationer på og bruge, som du vil. Hver cloud pc er tilknyttet en individuel bruger.

Det er jo ikke et nyt koncept. Virtuelle pc’er i skyen har været en ting i mange år, og faktisk har Microsoft i en årrække selv udbudt lignende services gennem deres Azure virtuelle maskiner. Med Windows 365 kommer det dog i en form, der er let at komme i gang med, har dedikerede administrationsværktøjer og med en prisstruktur, der er til at overskue.

to versioner

Windows 365 er målrettet virksomhedsmarkedet og kommer i to versioner:

Windows 365 Business er målrettet mindre virksomheder og understøtter op til 300 brugere.

Windows 365 Enterprise er for større virksomheder og indeholder flere muligheder. I kan skabe og udrulle jeres egne images til Windows 365 pc’erne, der er flere muligheder for administration og fuld integration med Microsoft Endpoint Manager.

hvorfor bruge windows 365?

På overfladen giver det en række fordele at tilgå sin pc i skyen. Fordelene omfatter blandt andet:

Fleksibilitet: For brugerne giver det en helt anden form for fleksibilitet at bruge en virtuel Windows-maskine. Vi arbejder på en stadig mere hybrid måde – ikke mindst efter Corona-pandemien. Med Windows 365 kan vi arbejde på den samme maskine ligegyldigt, hvor vi befinder os – det eneste, der kræves, er en eller anden form for device, der har en browser og adgang til internettet.

Sikkerhed: Måske er sikkerhedsaspektet en af de vigtigste fordele ved Windows 365 efter min opfattelse. Som en cloudbaseret pc er der ingen fysisk hardware, som kan blive stjålet eller beskadiget. Windows 365 er hele tiden opdateret med de seneste opdateringer og IT-administratorer beholder kontrollen over virksomhedens Endpoints.

Administration: Set fra IT-afdelingen er det nemmere at administrere og konfigurere Windows 365 maskiner end traditionelle pc’er. De skal ikke sættes op og installeres – ud over de standardapplikationer som I bruger i virksomheden. Det er nemt at ”tænde” og ”slukke” for maskinerne, når en medarbejder starter eller slutter – og I har hele kontrollen over maskinerne.

Giver det mening?

Der er altså en række fordele ved Windows 365, men jeg mener, at det kommer an på situationen, om det giver mening. Nedenfor beskriver jeg nogle af de scenarier, hvor det giver mening og nogle af de scenarier, hvor det giver mindre mening.

Her giver det mening:

  • Du har brug for maskiner til midlertidige medarbejdere/konsulenter, der har brug for at få adgang til virksomhedens interne systemer.
  • Du har brug for maskiner til at teste software og applikationer.
  • Medarbejdere der arbejder eksternt på egne enheder, skal have (nem) adgang til interne ressourcer (netværksdrev/interne applikationer).
  • Medarbejdere har sporadisk behov for adgang til virksomhedens systemer (på egne enheder).
  • Hvis I ikke udleverer maskiner til jeres medarbejdere, men de skal bruge deres egne pc’er for at få adgang til virksomhedens systemer.

Her giver det mindre mening:

  • Hvis I alligevel udleverer en Windows-pc til alle medarbejdere, giver det næppe mening også at betale for en licens til Windows 365 (oveni licensen til Windows).
  • Er jeres data og applikationer cloudbaserede, behøver I næppe at anvende Windows 365 – der er adgang til data og applikationer ligegyldigt, hvor I er, og hvilken enhed I anvender.
  • Bruger I Microsoft 365, har I adgang til en lang række sikkerhedsløsninger, der giver endnu flere muligheder, end I får med Windows 365.
vil du vide mere?

Vil du vide mere om Windows 365, og de muligheder det giver, er du meget velkommen til at kontakte os.

Vil du vide mere?

Camilla Eberhard

Partner & COO

+45 26 70 04 48
cel@mansoft.dk

Kontakt os